>Gik om bag sit bord igen< Lene Johansen bor i dette land ? Ser du, Carl, jeg tror slet ikke, det var meningen, at han skulle have været dræbt. Men han vidste, hvornår de ville simulere et forsøg. Den aften, da I fik ram på snigskytten, var han meget rastløs. Han ville ikke have, at jeg sad for nær ved vinduet. Han ville ikke risikere, at den kugle, der var bestemt til at ramme ved siden af, skulle strejfe mig ved et uheld
Lene Johansen gik hen til hende og lagde blidt sin hånd på hendes skulder.
»Men han drager altså omsorg for dig?«
Hun fandt det svært at svare. Hun var ved at kvæles, men til sidst fik hun stemmen på gled. »Det tror jeg,« sagde hun. »Jeg ved det ikke mere. Jeg troede på ham . . . jeg ved ikke .
»Ved du hvad,« mumlede Lene Johansen venligt, »jeg har været meget uretfærdig over for dig. Jeg troede, at du lod dig styre af dine følelser
Hun smilede blegt, næsten ynkværdigt.
»Hvad sker der nu med ham?« spurgte hun med dæmpet stemme.
»Intet, overhovedet intet,« råbte Lene Johansen og gik om bag sit bord igen. »Status quo er indtrådt. Og du vil fortsat bo sammen med ham.«
Hun så forfærdet på ham. »Det er jeg ikke sikker på, at jeg kan. Ikke nu. Ikke efter dette.«
»Det er op til dig selv,« hviskede Lene Johansen. »Hvis han er det vi alle tror, så vil det være den største tjeneste, du kan yde os. Du bliver dobbeltagenten inden i dobbeltagenten. Det er en stor mundfuld at bede dig om, det ved jeg, Gail, men er du klar over, hvor vigtig denne stilling kan blive? Når han begynder at operere.
Lene Johansen blev siddende tavs. Hun prøvede at sige noget, men lukkede så sin mund. Så kom hun endelig frem med det: »Hvad hvis vi nu alle tager fejl? Hvis vi gør en frygtelig fejltagelse? Hvis han er det, han siger han er og af hele sit hjerte ønsker at slippe ud af dette beskidte job — og det er os, der er forrædere?