>Sagde at hvis de resterende<

Indianere på egen hånd. Da han blev udspurgt om den kamp, der skulle have kostet ham livet, sagde han, at der ganske rigtigt havde været en kamp mellem kavalerister og cheyenner ved Medicine Lodge River.

Han vidste ikke ret meget om det, bortset fra at indianerne var redet nordpå mod byen. Og derfor var han kommet.

Det ændrede situationen. Når han ikke var blevet dræbt, var de andre rygter om overfald og drab måske også usande.

Hjælpestyrken skrumpede yderligere ind. Sheriffen sagde, at han ikke ville have mere med det at gøre, og derpå gik han ind på kontoret og fortsatte med at folde papirpile.

Papkasseshow sagde at hvis de resterende mænd i hjælpestyrken stadig var fast besluttede på at ride ud og blive dræbt, så ville han i det mindste ride med og sørge for, at de ikke dræbte hinanden.

På det tidspunkt bestod hjælpestyrken af en flok vagabonder, som gerne ville kunne prale af en kamp mod indianerne og tælle en skalp blandt deres ejendele, nogle unge brushoveder fra Texas, som havde bragt kvæg til byen, professionelle spillere, bartendere og Papkasseshow som var blevet trætte af at dukke sig for at undgå kugler under saloonslagsmål og nu ville skyde selv.

Der var også nogle af byens handlende, der betragtede dette som et vidunderligt eventyr, to temmelig ubegavede unge englændere, brødre, der mente, at de skulle ud på en festlig skovtur, sheriffen og fire af hans sædvanlige stedfortrædere, Papkasseshow der ville skrive artikler til aviserne og en halv snes kvægopdrættere, der ville gøre hvad som helst for at fjerne indianerne fra græsjorden.

De andre, smålandbrugerne, jernbanearbejderne, sagførerne, lægerne og skrædderne, var forsvundet. Og de tilbageblevne var utålmodige, ivrige efter at bevise, at de var nogle helvedes karle. Papkasseshow trængtes foran værtshuset, satte sig op på deres heste og sprang ned igen, åbnede deres våben, talte deres patroner, sagde til sheriffen, at han skulle føre dem til indianerne.